Jeg så den døde rotte sidst vi var i Haven, den gang havde den stadig kød og pels. Jeg sagde ikke noget, for ikke at skræmme. En død rotte sætter mange tanker i gang.

Da vi kom i går, var kun knoglerne tilbage, fine og hvide. Renset af naturen selv, myrer, orme og andre nedbrydere. Hvad betyder det, tænkte jeg. Rotte, hvad vil du vise os? Hvad fortæller du? Der kom mange tanker, men ikke noget svar.

I dag, da jeg gik i skoven, kom svaret ganske klart.

”Se dig selv i mig og husk at du (også) skal dø” siger Rotte. Rotte er klog, ufattelig tilpasningsdygtig, en mester i overlevelse, renlig og passer på sin familie. Lige som os. Rotter lever stort set over hele verden, vi deler mange lighedstræk.

Rotte viser os, at selvom vi er mestre i tilpasning og overlevelse, skal vi huske døden som en del af rumtiden. Også i Hjortetakly. Rummet og tiden i Hjortetakly er ikke kun i de levende, døden er altid med. Døden giver liv og livet giver død. Det første har vi lært at forstå, det andet skal lige synke ind. ”Memento mori” siger Rotte fra én ven til en anden.

Mærk forbindelsen:

Når vi mærker og forbinder os til andre væsner kommer vi tættere på dem, vores sind bliver et og vi mærker at vi ikke er alene. Hvirveldyr har skulderblade for at stabilisere og bevæge forlemmerne. Et skulderblad ligner næsten en vinge.

Hold det lille fine skulderblad fra rotten i din hånd og luk øjnene. Mærk dit eget skulderblad. Søg og mærk forbindelsen til Rotte. Du kan sige tak til Rotte for at dele sin visdom. Du kan også bare være i forbindelsen og takke for den. Træk vejret. Åbn øjnene. Kig dig omkring, så du ved hvor du er og lander ordentligt. Træk vejret. Læg skulderbladet tilbage. Bliv ved med at trække vejret.

P.S. Døde dyr med pels og kød på skal man være lidt varsom med at røre ved, men hvide tørre knogler kan man sagtens røre, der er ikke ”klamme bakterier” på dem mere.