Rädda Jorden Klubben (Save the Earth Club, RJK) er en gruppe af unge klimaaktivister, som startede med at organisere sig, da de var otte år. De udforsker kunst, leg og civil ulydighed som metoder i kampen for en bedre klimapolitisk fremtid midt i en sjette masseudryddelse.
Simone Syska Andersen skriver om den todages workshop, som pigerne i RJK afholdt på Møn d. 19. og 20. april 2024. De besøgte Kunsthal 44Møen, hvor de lavede uniformer og badges for en social retfærdig fremtid. De har også lavet en række livsforskrifter: 1) vær ikke bange for at optage rum, 2) forbliv barn for evigt, 3) protester, hvis noget er forkert, 4) skab den verden, du vil have, 5) bliv et dyr, når det er svært at være menneske. Som Simone skriver, “det er et privilegie at lære fra og følge børnene i Rädda Jorden Klubben.”